Smartlog v. II » Sørens hjemmeside » danmarkskort dialektdk
Opret egen blog | Næste blog »

Dialekter

9. sep 2011 12:00, soeren

Min svoger bor i Jylland. Han er på alle måder et menneske, der forstår at slappe af. Tempoet i hans univers er helt anderledes end det er hos en Københavner som mig. Når jeg besøger ham er jeg simpelthen tvunget til at komme ned i gear. Jeg nyder det faktisk. Min svoger er lystfisker. Ud over fiskegrejet bevæbner vi os med to madpakker, et passende antal øl og så går turen til den foretrukne fiskeå. Der sidder vi så med hver vores fiskestang. Der er ikke andre mennesker. Vi taler ikke sammen før svoger mener, det er tid til madpakkerne. Sjælen kan kun falde til ro indtil en fisk eventuelt bider på krogen. Så er der kortvarig aktivitet af den gode slags.

Sådan sad vi også ved Åens bred, da min svoger en dag pludselig udbrød: "Nu er det anden gang i eftermiddag, du flytter den fod, sig mig fisker vi eller danser vi foxtrot?"

Min svoger er født på fyn og hvordan taler han så? Hans sprog er meget lig mit sjællandske eller københavnske, så han kan ikke siges at have en egentlig fynsk eller jysk dialekt.

Københavns universitet har lavet et danmarkskort, hvor man kan høre lydklip med dialekter. Du skal klikke på en prik på kortet, så kan du høre dialekten. Når du vil videre, klikker du et tilfældigt sted på danmarkskortet. Det er smart lavet, men det skal siges, at de indtalte lydklip er gamle, så om de helt svarer til dagens Danmark, må du selv afgøre. Danmarkskortet er her http://dialekt.ku.dk/dialektkort, hvis du har lyst til at lytte  :)