Heimlich-metoden
7. dec 2011 00:15, soerenDet kan være livsfarligt, hvis et stykke kød eller andet ender i luftrøret i stedet for i spiserøret. En amerikansk læge har opfundet en enkel metode, der kan få fremmedlegemet op i en fart. Henry Heimlich var chefkirurg på et hospital i Cincinnati. I begyndelsen af 1970`erne skabte han sin metode for at modvirke den triste kendsgerning, at kvælning fremkaldt af madstykker og andet, der sætter sig fat i halsen, var den femtehyppigste dødsårsag blandt hændelige ulykker i USA.
Mennesker, der er ved at blive kvalt, fordi luftpassagen spærres, kan ikke sige noget og altså ikke forklare de tilstedeværende, hvad der er galt. De må nøjes med at pege mod halsen, så andre kan forstå problemet. Heimlichs metode består i, at man bagfra griber omkring offeret, der skal stå op. Man knytter den ene hånd og holder den med tommelfingersiden ind mod ofrets mave, mens man med den anden holder fast om håndleddet. Armene anbringes i højde med ofrets mellemgulv lige under brystkassen. Så trækker man armene hårdt sammen og lidt opad, så mellemgulvet løfter sig. Det gentages i flere hurtige stød, og meningen er, at luften, der trykkes ud af af lungerne og op gennem luftrør og hals, skal rive fremmedlegemet med sig, så det skydes ud af ofrets mund.
Heimlich-metoden har vist sig meget effektiv. Allerede i det første halvandet år efter, at metoden blev lanceret, fik dens opfinder rapport om 374 tilfælde med truende kvælning, hvor alle overlevede, fordi metoden blev anvendt.
Se videoen hos Falck om blokerede luftveje.