Papillon
23. aug 2011 10:03, soerenI september 1968 blev et tykt manuskript lagt på skrivebordet hos en fransk forlægger, der havde haft stor succes med sine udgivelser. I følgebrevet skrev dens forfatter: "Her er mine oplevelser, lad en professionel skribent redigere dem." Ingen professionel skribent var nødvendig. Henri Charrière havde taget et skridt, som skulle bringe ham international berømmelse, udgivelse i mindst atten lande og salg alene i Frankrig af over en million eksemplarer af bogen. Han vidste det ikke, da han skrev, men han var den fødte fortæller.
Ikke desto mindre havde Henri Charrière mindre end et år tidligere troet, at hans liv var ødelagt. Han var velhavende, ejer af en stor restaurant i Caracas, Venuzuela, lykkelig gift, og hans kriminelle fortid var glemt forlængst, da hans velstand pludselig blev tilintetgjort af et katastrofalt jordskælv. Med stor gæld, endnu engang stillet over for den enorme opgave, som det måtte være at genopbygge sit liv, så han sig om efter midler hertil.
Da han en dag kom forbi en boghandel i Caracas, så han en anden fransk straffefanges erindringer. En ung kvinde for hvem det, ligesom for ham, var lykkedes at flygte fra de franske straffekolonier i Sydamerika. Hendes bog var solgt i 123.000 eksemplarer! Charrièrre sagde til sig selv: "Den pige har tjent en halv million NF (nye francs), og hendes oplevelser er væsentlig mindre spændende end mine." Han, der altid havde været en eventyrer og altid villig til at prøve noget nyt, købte en stabel skrivebøger og tog fat. Han udgav bogen under sin kaldenavn (som han havde, fordi han havde en sommerfugl tatoveret på brystet): Papillon.
Papillon (hans navn i underverdenen) var en straffefange, der var idømt fængsel på livstid for et mord, som han hævdede, at han ikke havde begået. I fjorten år kæmpede han for at undslippe fra det ene fængsel efter det andet i Sydamerika. Atter og atter vovede han livet i utætte småbåde og improviserede tømmerflåder, i kviksand og urskove, blandt "uciviliserede" indianere og blandt forbrydere, der var endnu mere desperate end han selv. Han blev taget til fange den ene gang efter den anden - indtil flugten omsider lykkedes for ham ved det mest dramatiske forsøg af dem alle.
Nu havde han, da han var i begyndelsen af tresserne, skrevet sin beretning om disse år. Bogen blev en bestseller og kan fås i forkortet udgave i en antikvariatboghandel, der sælger "Det Bedstes Bøger", hvor romanen findes i forkortet udgave.